Clicky

Julekalender tilskynder agilitet

es3a3919

 

Igennem december er Erhvervsministeriet blevet nudget til at være mere agile i hverdagen gennem en julekalender.

Brug 15 minutter på at kvalificere eller få rygdækning til et projekt ved at tage et kort telefonmøde eller drikke en kop kaffe med den relevante person.

Sådan lyder en af lågerne i Erhvervsministeriets julekalender, som MindLab har lavet til alle ministeriets medarbejdere. Julekalenderen er blevet til for at tilskynde en mere agil adfærd i det daglige arbejde i ét hjørne af Slotsholmen.

Andre låger opfordrer til at fortælle sine kolleger om noget arbejde, man er stolt over, eller til at undersøge, hvor en sag, man har arbejdet på, er endt. MindLabs postkasse har været ved at svømme over af beretninger og billeder af  gode løsninger. Alt fra at ringe op i stedet for at bruge dobbelt så lang tid på at skrive en mail, der potentielt kan misforstås. Til over for kolleger at indrømme store fejl og sammen diskutere, hvordan det kunne være grebet bedre an, eller at spise frokost med en kollega, man ikke kender. De bedste løsninger vil blive præmieret til ministeriets vinterkonference.

Julekalenderen er MindLabs eksperimenterende forsøg på at understøtte Erhvervsministeriets Strategi2025. I den bliver der lagt vægt på, at opgaver skal kunne løses fleksibelt og ændringer gennemføres i et tempo, så love og reguleringer opleves tilfredsstillende og tidssvarende.

Som det er med eksperimenter, er der ingen garanti for at handlemønstrene bag opgaveløsningerne vil forankre sig og blive til hverdagspraksis i ministeriet. Men i MindLab mener vi, at hvis man vil være god til noget, må man øve sig, og vores kolleger i Erhvervsministeriet har trænet på eksemplarisk vis.

Rigtig glædelig jul.