Clicky

Læring gennem handling

Under et besøg hos GNova, vores søsterlaboratorium i Brasilien, gav vi både deres og vores egen praksis et løft ved hjælp af en simpel procesmodel.

 

Det centrale punkt i MindLabs samarbejde med GNova er at styrke laboratoriets evne til at skabe innovation hos de brasilianske myndigheder. Under vores seneste besøg hos GNova eksperimenterede vi med en ny tilgang til arbejdet: I stedet for blot at undervise i metoder, deltog vi et igangværende projekt og afprøvede metoderne i praksis. Vi anvendte vores nye procesmodel, Praksistjek, til formålet og gik i felten sammen med tre GNova teammedlemmer.
 
Forsøgskaninproces gav ægte resultater
Praksistjek er en systematisk og effektiv metode til at undersøge, om politiske initiativer giver de tilsigtede resultater ved at inddrage alle berørte aktører i processen. GNova udvalgte et igangværende uddannelsesprojekt for at undersøge, om kurser i innovation på det brasilianske Institut for Ledelse og Forvaltning skaber den ønskede innovative kapacitet hos embedsværket. GNova kørte processen, der involverede interviews med alle aktører.

Ved at få aktørerne til at sætte ord på, hvilke kundskaber embedsværket mangler, og hvordan disse kunne se ud i praksis, gav det GNova-teamet et tiltrængt overblik over, hvordan skolens kurser fungerer i praksis. Desuden gav det en række anbefalinger til, hvordan kurserne kan forbedres. Alt sammen klaret på få dage.

  

Det er præcis den form for forskning, vi har brug for, men som vi ikke har tid til at udføre.

– Pedro Vilela, kursuskoordinator ved National School of Public Administration (ENAP)

 

 

Forvandling via deltagelse
Processen var designet til, at GNova-teamet løbende kunne reflektere over- og tilpasse vellykkede og udfordrende aktiviteter i samspil med MindLab. Teamet fandt det især svært at acceptere processens hastighed og det faktum, at der skulle træffes beslutninger til trods for usikkerhed. Men det var også denne indsigt, som teamet efterfølgende fremhævede som oplevelser, der ændrede deres tankegang og tilgang.

Årsagerne til succes og bump på vejen blev i fællesskab gennemgået i detaljer og omdannet til handlingsrettede tip for at fastholde ejerskabet til de læringer, teamet havde opnået undervejs i processen.

  

Det at skulle acceptere begrænsningerne ved en lynhurtig metodologi og gå videre, uanset ens tvivl og usikkerhed, var et særdeles udfordrende element. Men det var også det vigtigste.

– Manuel Bonduki, teammedlem hos GNOVA

  

Ved at arbejde på et konkret problem i tæt samarbejde med GNova-teamet fik vi lov til at opleve hverdagslivet i laboratoriet, og fik derved en mere præcis forståelse for manglerne, når vi skal understøtte GNovas kapaciteter. Denne form for tæt, kontekstbaseret samarbejde, afspejler den måde, MindLab insisterer på at samarbejde med vores ejerkreds i Danmark: Altid med en ambition om at skabe kulturelle ændringer via konkrete aktiviteter, hvor nye tilgange og tankegange kan afprøves indefra og tilpasses organisationens infrastruktur.