Clicky

Slå plejer ihjel

Forandring sker først, når du aktivt gør noget andet, end det du plejer at gøre.

 

untitled

Som offentlig udviklingsenhed er det en del af vores metier at holde os på tæerne og udfordre vores arbejdsgange. Men i en dagligdag med fyldte indbakker og bookede mødekalendere spadserer inspirationen og perspektiverne ikke altid ind ad døren af sig selv. Derfor forsøger vi at planlægge os ud af konformitetens besnærende greb. Blandt andre ting afsætter vi tid hver tredje uge til at lave et læringsforum for hinanden. Her fylder vi på skift to timer ud med alt mellem himmel og jord, som vi fagligt kan lære, inspirere og gerne provokere hinanden med.

Radikalt behov for forandring kræver radikale metoder

Vi har i dén grad måtte se os overhalet af Ungdommens Røde Kors. I starten af sommeren mødtes MindLab-teamet med direktør Anders Buhelt, der fortalte, hvordan organisationen har taget drastiske metoder i brug for at genopfinde og genopdage sin relevans og funktion. I tre måneder blev det alle godt 50 ansatte i sekretariatet forment at svare på mails, tage telefonen og i øvrigt passe deres arbejde, som de plejer. I stedet blev de sat til at løse en række udfordringer og cases gennem SPRINT-baserede metoder. Det førte dem vidt omkring; fra feltarbejde i Nakskov og på frisørskolen i Nordvest til intens diskussion med beslutningstagere.

Lukningen af sekretariatet var ikke en pludselig indskydelse, omsat til ilende overmod, men en erkendelse af, at forandring ikke sker, fordi man ønsker sig det. Organisationen havde i en længere periode haft oplevelsen af at sande til i internt bureaukrati, stive logikker og arbejdsgange og manglende radikalitet i deres udvikling. I erkendelsen af, at radikal udvikling kræver et radikalt brud med status qou, valgte direktion og bestyrelse i fællesskab at genstarte hele organisationen.

I MindLab glæder vi os til at følge Ungdommens Røde Kors fra sidelinjen og se effekterne af den store kulturforandring, de gennemgår lige nu. Og selv om vi ikke kommer til at lave samme nummer med at sende Slotsholmen i time out, blev vi inspirerede til at være mere modige og mere radikale i vores valg af metoder – når sagen og projektet kalder på radikalitet, vel at mærke.